stråtag.nu     

Skævinge præstegård

(Tekst og foto ved sognepræst Michael Thomsen) www.skaevingekirke.dk

Præstegårdens længe med mødesalen skal have udskiftet stråtaget, da det gamle er slidt ned og ikke længere kan holde vand ude.
Følg udskiftningen her på siden i billeder eller kig forbi og nyd det flotte håndværk, tækkerne udfører.

Mandag 5. marts 2001. Arbejdet påbegyndes og første del af det gamle tag rives ned. Der er mange strå på sådan et tag, når de skal ligge i en stor bunke på jorden. (Klik på billederne for at se dem i stor størrelse)

         

Tirsdag 6. marts 2001. Der er nået meget siden i går middag. Nu er alt strået revet af ydersiden af længen og denne dækket med presenninger. Nu skal man i gang med den side af taget, der vender ind mod gården. Denne har været delvist dækket af presenninger i over et år, da taget har været så tyndt, at vandet kom ind flere steder. Allerede i dag blev de første rør kørt bort. Inde bag bunken af rør er døren ind til mødesalen. 
(Klik på billederne for at se dem i stor størrelse)

                

Onsdag den 7. marts 2001. Dagen i går sluttede med, at der kom nye lægter. Dagen i dag skete en hel masse. Ved morgenstunden påbegyndtes arbejdet med at rive det gamle tag af den side af længen, der vender ind mod gårdspladsen. Og i løbet af dagen nåede man at fjerne det hele. Slå nye lægter på, hvor der trængtes, køre alle stråene væk og dække det hele til med presenninger. Der skete virkelig noget! Det tjener til tækkernes ros. Som myrer kravler de op og ned at taget hele dagen. 
(Se billederne i stor størrelse ved at klikke på dem)

                          

Mandag den 12. marts 2001. Der sker ikke meget med vores tag i disse dage. Der ventes på de nye rør til tækningen. Disse kommer fra Rumænien. Desværre har man problemer med sne i Rumænien, og det betyder også problemer med at få lastbilen med vores rør af sted. Så vi venter nu og må lade tiden gå. Kig forbi jævnligt, og så snart der sker noget nyt, vil du kunne se det her.

Onsdag den 14. marts 2001. Så er de nye rør kommet fra Rumænien og tækkearbejdet kan nu begynde. Desværre regner det lidt i dag, så det bliver ikke til så meget, men i gang kom tækkerne da. (Klik på billedet for at se det i stor størrelse)

         

Torsdag den 15. marts 2001. I dag er vejret utroligt godt. Der er godt humør på hos tækkerne, og der  sker virkelig noget. Det nye tag kravler støt og roligt op mod rygningen og hen langs alle lægterne. Man kan allerede nu begynde at danne sig et billede af det færdige resultat. Det bliver meget flot.
(Klik på billederne for at se dem i stor størrelse)

                   

Fredag den 16. marts 2001. Det går virkelig stærk nu. Vejret er godt og tækkerne er dygtige. I dag er man næsten nået helt til tops i hele længden på den ene side. Nu er det jo også blevet weekend, og vi må vente med fortsættelsen til i næste uge. Der kommer ikke nye billeder mandag og tirsdag (19. & 20.), da jeg er bortrejst disse dage. Men mon ikke jeg på onsdag kan bringe billeder af en hel færdig yderside af længen.
Jeg tror, jeg vil prøve at overtale en af tækkerne til en serie nærbilleder af arbejdsgangen på taget. Også i dag gælder at klikker man på billedet, kan man se det i stor størrelse.

    

Onsdag den 21. marts 2001. Nu er man nået til toppen af ydersiden af længen. Sidste fag rør er ved at blive lagt, og de rager godt op over rykningen. Tækker har rundet gavlen, og man har fået samlet det nye og det gamle tag henne over laden. Tømrene måtte også ud i morges. Sternbrættet måtte udskiftes på grund af råd. Men det er nu ikke nemt at få nye, lige og pæne brædder til at passe til et gammelt og skævt hus.
(Klik på billederne for stor størrelse)

                      

Torsdag den 22. marts 2001. Nu blev så ydersiden af længen fjernet, stilladset pillet ned - og det er BARE FLOT!!!!!!!!!!!! Kronen på værket bliver dog rygningen, der først kan laves, når siden inde i gårdspladsen er lavet. Nu er hele menageriet rykket ind i gårdspladsen og der tages fat der fredag morgen. Stor ros til tækkerne. Nyd de flotte billeder - eller endnu bedre - kig forbi og nyd synet af godt håndværk, når det er bedst.

                   

Mandag den 26. marts 2001. Allerede fredag morgen begyndte tækkerholdet på den sidste side og nåede et godt stykke op før weekenden. Dette fortsatte selvfølgelig i dag. De roder gevaldigt i gårdspladsen, men det får de penge for, siger de. Jeg tror nu også de får penge for at rydde op, men lad os nu se! Det lykkedes mig i fredags at få en trin-for-trin billedserie af arbejdet. Sagt mellem venner, ser det faktisk ikke så svært ud. Skulle det virkelig være nødvendig at uddanne sig til tækker? Ja, man kan jo kigge forbi og se resultatet og dømme selv. (Husk! klik for stor størrelse.)

         

Tækning trin-for-trin. Tækker Flemming Grøfte, der står for arbejdet, viser her hvorledes man gør - når man kan det.

     
Stråene lægges op i bundter og en tynd jernstang lægges hen over

 
Derefter skæres bundtet løs og skubbes på plads

    
En skrue med lange tråde skrues ned i lægten neden under

       
Trådene trækkes sammen om jernstangen, så stråene holdes fast mellem denne og lægten på taget

    
Derefter skubbes helt på plads og der afsluttes med at klappe pænt til, så det bliver lige med det, der i forvejen er lagt op.

 
"Det er såmænd det hele. Sku' det være en anden gang!" 
Derefter videre til næste bundt.                                                 

   
Hele tækkeholdet på rad. De fleste af tækkerne er selvstændige, der er gået sammen om denne opgave. Vores tækkemand er Flemming Grøfte (nr. 4 fra venstre).       

Tirsdag den 27. marts 2001. Nu varer det ikke længe, før arbejdet er færdigt. Stråene fra den anden side, der i en tid har raget op over rygningen, er nu bukket om og danner underlag for det sidste lag strå på denne side. Dette begynder at blive lagt i morgen.

           

Onsdag den 28. marts 2001. Der mangler nu kun en række strå, så er man nået helt til tops på indersiden af længen. Det er en smule mere, der mangler i hjørnet, hvor længen støder sammen med laden, men ikke meget. Der kom i dag halm til rygningen. Dette skulle lige gøres vådt først, så det pakker sig bedre, når det lægges op. Så halmen er bredt ud på græsplænen og plænevanderen sat på.

         

Torsdag den 29. marts 2001. Dagen i dag har været en sur dag. Blæst og regn og hagl har afløst hinanden det meste af dagen. Alligevel blev der gået til den, selv om det var surt show.. Man nåede toppen og begyndte at bukke de første rør rundt og skære til, så rygningen blev lukket. De første rygtræer blev også båret op. De venter nu kun på, at der bliver lagt halm under dem. Vi må håbe vejret bliver godt i morgen, for der er ikke mange arbejdstimer tilbage, før hele længen står utrolig flot.

    

Mandag den 2. april 2001. Selv om der ikke er nogle tækkere på billederne i dag, så er de altså på arbejde. Rygningen af længen bliver færdig i dag. Derefter skal taget klappes ned, som det vist nok hedder og stilladset fjernes. Så skulle det være færdigt. Hvis vejret bliver godt og arbejdet går godt, er jeg lige ved at tro, det står færdig i morgen. Derefter skal resten af præstegården have nyt ryghalm, og så skulle vi gerne kunne klare os i et par år.

         

Tirsdag den 3. april 2001. Så er det slut. Taget er færdig og står meget smukt. Resten af præstegården har fået ny ryghalm og det hele er meget flot. Der er her tale om et meget flot stykke håndværk, som vi nu kan glæde os over de næste 30-40-50 år. Tækker Flemming Grøfte mener hvert fald ikke, det bliver i hans tid, det skal tækkes om. Det skulle nu også være muligt at være inde i salen uden at få vand i hovedet. Se det færdige resultat. Klik på billederne for stor størrelse.

           


Forside   Tækkemanden   Stråtage   Tækkevejledning   Folder   Links